Min baggrund
Jeg er uddannet psykolog (Cand.psych) i 2008 fra Københavns Universitet. Jeg er autoriseret af Psykolognævnet under Socialministeriet (Cand.psych.aut) og har efterfølgende opnået godkendelse som både Specialist og Supervisor i Psykoterapi og Klinisk psykologi.
Jeg er endvidere godkendt Specialist og Supervisor i kognitiv adfærdsterapi i Dansk Psykiatrisk Selskab.
Terapi & efteruddannelser
Jeg har en bred terapeutisk erfaring. Jeg har tidligere været privatpraktiserende psykolog i primærsektoren, arbejdet på Fobiskolen og i Kræftens bekæmpelse og i 8 år var jeg først klinisk psykolog og senere uddannelsesansvarlig på Psykiatrisk Center Ballerup. Jeg har indgående beskæftiget mig med behandling af depression, angst, stress, belastningsreaktioner, krise og selvværdsproblematikker og har endvidere behandlet patienter med personligheds- og spiseforstyrrelser.
Jeg er specialist i kognitiv adfærdsterapi og efteruddannet i dialektisk adfærdsterapi, narrativ terapi, eksistentialistisk terapi, motivationssamtalen og prolonged exposure (PE).
Jeg tilbyder terapi på engelsk.
Undervisning & skriftlig formidling
Udover de terapeutiske behandlingsforløb har jeg igennem årene beskæftiget mig med formidling af psykologfaglig teori til både egen og andre faggrupper. Som programansvarlig psykolog på Psykiatrisk Center Ballerup har jeg udviklet og implementeret uddannelsesforløb i såvel kognitiv adfærdsterapi som dialektisk adfærdsterapi, som jeg selv har undervist og superviseret. Undervisningen har altid taget udgangspunkt i den enkelte organisations læringsmål.
Jeg er forfatter til bogen: "Terapeutisk Samtaleteknik. Dialogen i kognitiv adfærdsterapi" som blev udgivet i 2019 samt medforfatter til bogen: "Kognitiv adfærdsterapi på tværs", som udkom i 2021. Senest har jeg skrevet "Vejen ud af overspisning. Dialektisk adfærdsterapi til BED og bulimi", som er udgivet i oktober 2024. Endvidere har jeg skrevet behandler- og patientmanualer i dialektisk adfærdsterapi, som lægger til grund for behandlingen af spiseforstyrrelser i både Region Hovedstadens Psykiatri og i Region Sjælland.
Supervision
Jeg superviserer både psykologer, læger og tværfaglige medarbejdere såvel individuelt som i gruppe. Jeg tilbyder supervision på engelsk.
Privat
Jeg er 52 år, bosat i Hørsholm og mor til tre dejlige børn - 1 voksen datter og to hjemmeboende teenagere.
Praksis for kognitiv terapi
Borupvang 5B
2750 Ballerup
Mail: annewkellner@hotmail.com
Copyright © Anne Wennecke Kellner